Industriforeningen for Helsingør og Omegn blev dannet i 1871 af en gruppe fremsynede herrer, der til trods for at industrialiseringen kun lige var begyndt, indså et lokalt behov for et fælles talerør for håndværk og industri - dermed var foreningen en realitet!

I slutningen af 1800-tallet fik fagbevægelsen for alvor fat i "folket", og de store virksomheder stod overfor nye måder at skulle håndtere konflikter på, da arbejderne havde fået strejkemidlet som våben i kampen for social retfærdighed. Ca. 30 år tidligere havde Helsingør fået sin første jernbane - indtil da havde al transport foregået ad søvejen eller med hestevogne ad landevejen. Det havde skabt nye muligheder, og udviklede meget hurtigt Helsingør til en dynamisk industri- og handelsby på højde med de øvrige købstæder i Danmark.
 
I 1888 blev færgefart med faste ture til Helsingborg en realitet, og man må sige, at er der noget, der har holdt ved, så er det svenskernes gang i Helsingør. Der blev investeret store summer i både Helsingør og Helsingborg, og grobunden for vort nuværende samfund blev skabt i disse år. Påvirkningerne dengang var, som i dag, mange og massive. Siden århundredeskiftet har Industriforeningen under skiftende "bykonger" varetaget og formidlet håndværkets og industriens interesser rent lokalt. Også socialt har Industriforeningen en funktion. Gennem afholdelse af møder, juletræsfester, uddeling af legater, klasselotteri, lombre-klubben m.m. har man gennem årene forsøgt at binde medlemmerne tættere sammen, for på den måde at styrke sammenholdet og samtidig oplyse omkring arbejdet i foreningen.

Ved en stor anlagt messe i 1990 inviterede foreningen således alle industri-, institutions- og servicevirksomheder i det nordsjællandske område til fagmesse med det formål at styrke kendskabet på kryds og tværs af virksomhedsskel. Ved samme lejlighed var en stor del af sydsvensk industri inviteret for på den måde at bygge bro og øge erhvervsaktiviteten samt beskæftigelsen lokalt.

Senest var Industriforeningen vært ved et EURO-møde, hvor erhvervsministeren deltog. Vores interesser er de senere år udvidet til at omfatte både håndværk, industri, detail og liberalt erhver, En synliggørelse af foreningen er sat i højsædet for på den måde at udbrede kendskabet og hverve nye medlemmer. Industriforeningens ejendom i Stengade 51 har alle dage dannet rammen for foreningens arbejde, og i forbindelse med ejerskabet har man i år 2000 valgt at dele foreningens aktiviteter ud, således at der nu er to grene. Industrifondet der styrer alt omkring ejendommen, dens lejere og administrationen heraf, og selve Industriforeningen som varetager de praktiske ting i forbindelse med foreningens arbejde. Denne disposition har vist sig at være givtig, da flere kræfter således sættes ind på de primære formål - nemlig at virke for udviklingen af erhvervslivet i Helsingør og omegn.

Samarbejdspartnere

h kommunehvaerklogoudviklingnordvare lotshop-city-logo

Kontakt info

Erhvervs- & Industriforeningen Helsingør
Stengade 51, sidehuset
3000 Helsingør
Telefon / Fax : 4921 0277
E-mail Send Email