Sidebar Menu

Svar fra Byrådsmedlem, Jens Bertram til formanden for
Erhvervs- og Industriforeningen, Jacob Runge Olsen

Jens Bertram, Byrådsmedlem, Det Konservative Folkeparti, Formand for Forsyning Helsingør, Stengade 59, Helsingør

DEBAT: Læsere af Helsingør Dagblads debatsider har den seneste uges tid kunne læse en række indlæg med påstande om Forsyning Helsingør, der ikke holder vand.

Senest ser formanden for Erhvervs- og Industriforeningen, Jacob Runge Olsen (JRO), sig tvunget til at beskylde os for at se stort på gode tilbud fra private aktører inden for renovationskørsel, og selv være så ”kreative”, at vores egen løsning så billigere ud. Det er en grundløs beskyldning, der ikke har noget på sig.

Virkeligheden er, at vores hjemtagen af renovationskørslen i 2019 har været en stor succes. Vi så ikke stort på gode tilbud, da vi kørte udbudsrunden dengang. Vi så derimod tilbud, der var så dyre, at det ville koste os - og dermed også vores kunder flere millioner ekstra om året. Vi undersøgte sagen -og ja vi kunne gøre det både billigere - og bedre - end det private marked. Virkeligheden og erfaringerne viser, at vi havde ret.

Før os havde en række Nordsjællandske kommuner og forsyningsselskaber gjort det samme som os -hjemtaget opgaven. Et klar signal om, at prissætningen på det private marked for affaldshåndtering desværre har ligget alt for højt, og at servicen er for dårlig.

Vi har altså sparet penge for borgerne og JRO’s egne medlemmer med denne beslutning. Når prisen på affaldsgebyret stiger nu, så skyldes det helt andre årsager, som vi har forklaret -blandt andet udgifter til at indfri de nye krav om mere sortering i op til 10 fraktioner ved husstanden - og at vi skal betale mere for at komme af med det forbrændingsegnede affald end tidligere.

Er den nye pris så urimelig? Nej, vi tager det, som det koster os, at udføre opgaven på vegne af kommunen. Ikke en øre mere. Og ser vi til vores nabokommuner, så må vi konstatere, at vi ikke er i den dyre ende. Tværtimod. Se på Hillerød og Halsnæs - her er prisen over 1.000 kroner dyrere årligt end vores, for en gennemsnitlig husstand.

Betyder det så, at vi ikke på et tidspunkt fremover, igen vil afprøve det private marked for renovationskørsel? Nej, det er vi selvfølgelig åbne over for. Men prisen og servicen skal være i orden -af hensyn til vores kunder -borgere såvel som erhvervsliv.

Jeg har inviteret Jacob Runge til en snak i det nye år. Forsyning Helsingør vil gerne støtte op om virksomhederne i Helsingør Kommune, og vi vil meget i dialog og gerne igen forklare vores baggrund for at hjemtage opgaven, og hvorfor affaldsprisen nu stiger, når servicen og genanvendelsen øges markant.


Forsygningen Helsingør

"Vi har altså sparet penge for borgerne og JRO’s egne medlemmer med denne beslutning. Når prisen på affaldsgebyret stiger nu, så skyldes det helt andre årsager, som vi har forklaret - blandt andet udgifter til at indfri de nye krav om mere sortering i op til 10 fraktioner ved husstan-den", siger Jens Bertram. Foto: Lars Johannesen

Samarbejdspartnere

  • h kommune
  • vare lot

Kontakt info

Erhvervs- & Industriforeningen Helsingør
Stengade 51, sidehuset
3000 Helsingør
Telefon 40 13 79 36
E-mail Send Email

facebook-button-blue Følg os facebook